5 februar 2020

Hybenoplevelser

Hyben på godt og ondt. Danmarks smukke importerede og nu uønskede pink darling. Sensuel og forførende, som en smuk kvinde, men invaderende og uden sans for sin plads i den danske natur, der ikke har overskud til overdådighed i udseende, duft og ynde.

Sådan kunne man beskrive hybenrosen med navnet Rynket Rose eller på latin Rosa Rugosa. Læser man op på lektien på Miljøstyrelsens hjemmeside og information om rosen, finder man ud af, at planten for noget nær 200 år siden, blev inviteret ind hos danskerne som prydplante, og at den de sidste ca. 150 år desuden har været at finde vildtvoksende i den danske natur, men med særlig fremgang midt i 1900-tallet, hvor den blev udplantet i læhegn o.l., som afskærmning og som prydplante. I teksten forsøger Miljøstyrelsen at underkende dens værdi som nytteplante og fokus er alene på dens evne til at klare sig godt og sprede sig i dansk natur, hvor den nok er nydelig at se på, men aldeles uønsket.



Imidlertid er det efter min mening kun den halve sandhed, og hvis vi i stedet ser på de eksotiske ting som denne darling også fører med sig - udover naturligvis feminin skønhed - så smager den også fremragende, og den har formentligt lige siden formastelige danskere tog initiativ til at indføre den, også fungeret som delikatesse i marmelader, sovse, som duftspreder o.l. Den kan således meget mere, end blot være til gavn for øjnene.

Da jeg var barn, plantede mine forældre hybenroser mellem græsplænen og parkeringspladsen ved kirken i Ø. Svenstrup, hvor jeg voksede op, og hvert efterår indsamlede vi de skønne bær, rensede dem, og så lavede mine forældre både marmelade og gelé af dem. Som knægt var det dog frøene, der var mest interessante, idet de var fortræffelige som kløpulvere, når en skolekammerat godmodigt skulle drilles.

Blomsterne blev af og til brugt som pynt og duftspredere i stuen og desuden kandiserede vi dem, idet de tørrede kronblade blev dyppet i æggehvide, derpå i sukker og endelig tørret.

Da jeg for knap syv år siden gik i gang med mine første gin-forsøg huskede jeg tydeligt de velduftende blomster, og jeg var ret hurtigt klar over, at jeg gerne ville inkludere denne lidet vellidte blomst i min Northstar gin, og efter en længere stribe forsøg lykkedes det, at få duftbomben integreret heri.

Imidlertid er bærrene mindst ligeså interessante, og som nævnt brugt i marmelader o.l. I mit barndomshjem, hvor det stort set altid var småt med penge. Min forældre måtte producere det meste mad selv - det var fra jord til bord i yderste forstand, og John Seymors "Håndbog i Selvforsyning", lå altid på stuebordet. Det betød, at der også blev produceret en del vin i det lille hjem. Ikke af druer, men af råvarer, som lå lige for, deriblandt rug, blommer, æbler - og som smagsgiver: Hybenbær.

Jeg vil ikke påstå, at mine unge smagsløg var imponerede over mine forældres vine, men senere da jeg modnedes, lærte jeg at værdsætte unikke smagsoplevelser.

Med tankerne om alt det gode i hyben, har jeg de senere år arbejdet en del med hyben i brændevine, og bl.a. samarbejder jeg med Hybengården i Vendsyssel, som har leveret adskillige sække med lækre hybenskaller.

Hyben er som slik, hvis det bearbejdes rigtigt, og således var det min idé, at producere en hybenlikør til klanen. Imidlertid måtte jeg for nyligt konstatere, at den virkede for endimensionel i smagen. Jeg havde fokuseret for meget på hyben og ikke tænkt mig ordentligt om.

Det drøftede jeg med min gode medarbejder Jesper Lauridsen, som har arbejdet i Nordisk Brænderi de sidste 5,5 år. Jesper kiggede på mig, og sagde at det måske ville være en idé at iblande noget Stensbæk Æblebrændevin i likøren? Det er jo det, som man altid har gjort i marmelader - hyben-æblemarmelade hedder det som regel. Jeg tyggede lidt på det, og tilsmagte med æblebrændevin og må sige, at nu sad den "lige i skabet".

Også min svigermor blev konsulteret, idet hun fremdeles laver store mængder marmelade. Et af hendes glas stod desuden i mit køleskab og hun kunne fremvise sin opskrift, hvor netop både hyben og æbler blev brugt, når hun lavede marmelade.

Lidt ekstra småforsøg og minismagninger, hvor Jesper og jeg blandede lidt frem og tilbage, gav resultat, og det er med stor glæde, at jeg primo marts kan forkæle alle klanmedlemmer med en helt unik hyben-æble likør.
Hybenoplevelser

Relaterede artikler: