Den 12. januar er jeg i samtale med Bjørn Harvig i forbindelse med Adolf Erik Nordenskiölds eventyrlige sejlads gennem Nordøstpassagen 1878-79. Det er fjerde afsnit i Nationalmuseets podcast om De Store Nordiske Eventyrere. Jeg håber, du vil nyde podcasten i den mørke vinter, som er præget af corona, og hvor vi alle skal holde os lidt for os selv. Her kommer en lille baggrundshistorie - god fornøjelse.
Lyt til podcasten lige her.
Nordvestkysten af Tajmyrhalvøen var præcis som forventet med sit væld af øer langs kysten - talrigest i Nordenskiöld Arkipelaget. Vi havde gjort landgang på et par stykker, men ellers vidste vi, at vi ikke skulle trække tiden unødigt ud og i stedet benytte det gode vejr optimalt i forhold til at komme frem. Frem mod Asiens top, Mys Tjelyuskin, hvor flere af de store nordiske eventyrere havde sat fod eller passeret i slutningen af sidste og forrige århundrede. Kappet blev første gang besøgt af den energiske russiske opdagelsesrejsende Semjon Tjeljuskin, som med slæde ankom hertil i maj 1742 i forbindelse med den Store Nordiske Ekspedition, under ledelse af Vitus Bering. I 1878 ankom svenske A.E. Nordenskiöld hertil på Vega-rejsen gennem Nordøstpassagen og 15 år senere dukkede norske Nansen op med sin Fram-ekspedition. Det øde kap blev på ingen måde overrendt og kun få skibe fulgte efter i begyndelsen af det 20. århundrede - deriblandt Roald Amundsen i 1918-19.
For os fire eventyrere i vores gode båd Olga, var det vejen mod et af historiens vingesus omspændt sted. Vi vidste, at der lå en lille russisk militærbase på kappet, og vi vidste, at de passede på vores 2000 liter benzin, der året før var lagt i depot med helikopterhjælp. Vi havde før vi forlod den lille kystby Dikson fået en fornuftig vejrudsigt for de følgende tre døgn og vi havde håndtegnede iskort fra Dikson, som fortalte om mulig passage netop nu. Vi vidste også, at vi var ude på en meget vanskelig strækning, hvor tåge, storme og is kunne gøre sejlads vanskelig eller umulig, og da vi forlod Dikson havde vi over 2.400 km foran os inden vi kunne afslutte sejladsen i Tiksi ved Lenaflodens delta. Det var slutningen af august 2008, og vi var på eventyr. Deltagerne var Frederik Heilmann Lynge, Ole Jørgen Hammeken, Sergey Epishkin og undertegnede Anders Bilgram.
Som vi nærmede os kappet steg spændingen ombord. Havde isen flyttet sig siden iskortene blev lavet, og kunne vi blive spærret inde af isen? Var vores benzin i god behold? Hvordan ville vi blive modtaget? Hvordan så det sted ud i dag, som de tidligere ekspeditioner havde beskrevet for årtier siden? Og ikke mindst - hvordan ville vejret arte sig fra Mys Tjelyuskin til Tiksi, hvor vores vejrudsigter forlængst var forældede? Tankerne svirrede og så med et, dukkede de første bygninger op. I god fart gik det, og vi så på et par hundrede meters afstand Nordenskiölds enorme varde markere kappet. Det var et stort øjeblik, og vi var alle i opløftet stemning til trods for massiv træthed efter et par dages uafbrudt sejlads.
Vi gjorde landgang umiddelbart øst for kappet, og mødet med dets få beboere blev godt, idet den lille vejrstation med sine fire beboere hjalp os fra første færd. Indledningsvis med tankning af vores benzin og senere med husly. Imidlertid var såvel bygninger som område hærget og ødelagt af årtiers sovjettisk militær aktivitet. Husene var helt eller delvist faldet sammen og overalt var der et svineri uden lige med tusinder af rustne olietønder, affald og deslige, alt sammen syltet ind i mudder og ælte. Da det efter et par dage blev kraftig blæst og vores båd blev kastet på klipperne, fik vi yderligere hjælp af de fem soldater, der havde passet på vores benzin og de bød på en tur i fastlandets nordligste sauna. Sikke en oplevelse, og sikke nogle folk. Efter nogle dages ophold fortsatte vi sejladsen mod Tiksi ad samme søvej, som Nordenskiöld havde sejlet i 1878.
Fem år tidligere var vi sejlet ind i Nordøstpassagen fra modsatte retning, men vi var endt i haveri i det Østsibiriske Ishav og senere var vores båd og grej blevet transporteret hjem til Danmark, hvorfra vi tog hul på sejladsen i modsat retning. I 2003 passerede vi bl.a. det lille udsted, som Nordenskiöld kalder Pitlekaj. Her var han og hans folk blevet påtvunget en overvintring fra 1878 til ’79, da isen ikke tillod videre sejlads. Han havde imidlertid ikke spildt tiden, idet han havde brugt den på omfattenede videnskabelige og etnografiske studier af tjuktjerne som nomadiserede i området. Da det stod klart, at de ikke kunne komme videre, havde de således fra første færd haft tæt kontakt med tjuktjerne som de tuskhandlede med gennem det meste af vinteren og foråret. Især tobak og piber var gode gaver til både mænd, kvinder og børn. Samtidigt kendte tjuktjerne udmærket til alkohol gennem kontakt med såvel amerikanske hvalfangere som russiske handelsfolk, og derfor endte Nordenskiölds skib Vega som det eneste værtshus på kysten. Dog ikke at folk fik mulighed for at drikke sig berusede, men et godt glas “ram”, som rommen blev kaldt, var der ingen, som gik af vejen for.
Og sikke et lliv de havde her. Et liv ombord med gode faste rutiner, foredrag i salonen og masser af bøger i biblioteket. Men også et liv, hvor flere af besætningsmedlemmerne gentagne gange fik mulighed for at opleve og rejse på kortere ture med tjuktjerne, hvis liv og gerning blev ganske godt beskrevet. Da vi passerede Pitlekaj, hvor der også i dag ligger en lille by, var vejret godt, og vi måtte derfor fortsætte vores sejlads. Et par særdeles dårlige billeder blev det dog til - vedhæftet - da vi passerede på en kilometers afstand.
Til gengæld blev vi få dage senere opholdt i længere tid ved Mys Schmidta, hvor vi fik mulighed for at opleve en russisk by i forfald. En by, hvor elever og lærere var blandede mellem russere og tjuktjer. Tilsvarende havde vi haft mulighed for at gøre ophold i Uelen, som ligger lidt østen for Pitlekaj. I Uelen holder såvel tjuktjer som inuitter godt fast i det traditionelle liv og fangst efter havpattedyr hører til dagens dont. Vi oplevede her trommedans, så taget var ved at lette, og vores kroppe fortsat havde den intense sang, dans og trommen under huden, da vi fortsatte mod vest. Da Nordenskiöld forlod Pitlekaj kiggede han længselsfuldt mod Beringstrædet, men samtidig afsøgte han kysten for tjuktjer, som havde sagt til ham, at de ville græde, når skibet måtte forlade dem. Han var dog ikke tæt nok på til at se eventuelle tårer hos tjuktjerne, som betragtede skibet fra kysten.
