Sidste sommer var jeg på ferie med Githa i det nordlige Frankrig i Normandiet. Vi boede i den lille by Pont Audemer, hvor jeg skulle skrive min bog Eventyrlig Ishavsfærd færdig – væk fra masser af gode, men også forstyrrende tanker og opgaver i brænderiet.
Her var fred og ro, og vi havde en lejlighed i to etager til rådighed, en lejlighed, som lå nede ad en mørk gyde bag en gammel forfalden trædør med ikke mindre end tre låse. En snusket baggård fyldt med duelort og algebelagte plastikstole, byggematerialer og uden lys. Førstehåndsindtrykket var ikke prangende, men lejligheden var fin og funktionel, og ikke mindst var udlejerne, som Githa havde fået kontakt med gennem Airbnb flinke folk, så vi indså med det samme, at lejligheden - det snuskede ydre til trods - var det et perfekt skriveværksted.
De næste par uger forløb med skriverier afbrudt af småture ned til et af byens hyggelige torve og gadecafeer, hvor vi hyggede med kaffe, vin og af og til en Calvados i små glas. Vi var lige på kanten af Normandiets bakker, marker og strande, som rummede så store og uhyggelige historiske minder fra anden verdenskrigs slagmarker, hvor hundredtusinder af unge mænd blev dræbt i slag, der var så altafgørende for den frie verdens eksistens.
Det stod højt på ønskelisten at besøge nogle af disse historiske minder, men endnu højere stod det, at besøge Normandiets skønne producenter af gudedrikken Calvados. Omtrent siden jeg fik de første skægstubbe, har denne himmelske drik været blandt mine favoritter, og derfor måtte jeg se, om jeg kunne opstøve nogle producenter, kolleger i spiritusbranchen, som med deres flere hundredårige tradition for gæring og destillation af æblecider var virtuoser inden for deres felt.
Efter skriverierne, tog vi på rundtur i Calvados distriktet, hvor vi besøgte flere destillerier og producenter de næste dage, fik mulighed for at tale med destillatører og fik et værdifuldt indblik i produktionen af Calvados. Langs ”Route-de-Cidre” stødte vi på destilleriet Dupont, som det var en stor fornøjelse at besøge. Et fantastisk smukt familieejet destilleri, for hvem det var gået rigtigt godt, og hvor de havde en stærk portefølje med eksport til blandt andet USA.
Længere nede ad vejen stødte vi på den diametrale modsætning hos Francois, som desillusioneret fortalte om, hvor svært det var at gøre sig gældende i den globale konkurrence. Francois lignede en, der rigtigt godt kunne lide sine egne produkter. Og efter at have smagt dem, måtte jeg tilstå – at det kunne jeg så sandelig også. Hans destilleri var støvet, fyldt med enorme edderkoppespind i en gammel delvist faldefærdig lade, men hold da op, hvor hans Calvados, dog smagte godt. Hans lidenhed udi produktion til trods, lavede han umådeligt lækre produkter, og det var en fornøjelse at besøge ham.
Vores tur fortsatte rundt i distriktet, og vi stødte på en del mindre producenter, som ikke havde egne kedler, men som benyttede sig af de rullende destillerier, som hen over sæsonen kører fra gård til gård, for at destillere den gærede cider. Et system, som det måske var værd at tage op herhjemme? I Danmark har vi nogle af verdens bedste æbler, og det er kun manglen på traditioner, som forhindrer os i at lave vores egne æblebrændevine, der dog ikke må kaldes Calvados. Det er dog kun et distrikt og et navn for Normandiets æblebrændevine, og ikke et udtryk for, at der ikke kan laves lækre æbledestillater på vores breddegrader. Det kræver blot initiativ, gode råvarer og et destilleri.
Da jeg i 2009 startede Nordisk Brænderi, var det første jeg gjorde, at bestille æbler til min egen produktion af Æblebrændevine eller Apple Brandy’er. Nu er Nordjylland jo ikke kendt for at have en frugtplantage på hvert gadehjørne, men mit destilleri hedder Nordisk Brænderi og ikke Nordjysk Brænderi, så om æblerne voksede udenfor baghaven eller et andet sted i Danmark eller Norden, var ikke altafgørende.
Da jeg stod for at skulle lægge sidste hånd på mit eventyr rundt om Nordpolen i åben båd sammen med mine ekspeditionskammerater Frederik, Ole Jørgen og Sergey, var jeg allerede før afrejsen i sommeren 2008 klar over, at jeg måtte blive færdig denne sommer, og at jeg skulle bygge et destilleri op hen over vinteren. Frederik og jeg mødtes traditionen tro til en kop mørk øl på Gråbrødre Torv i København inden vi skulle til Moskva.
Vi drøftede naturligvis den forestående sommers sejlads fra Dikson i Sibirien til Mys Tjelyuskin og derfra videre til militærbasen Tiksi. Vi vidste, at det var en af de mest krævende sejladser på ekspeditionen, nord om Asien og langs nogle af verdens mest øde kyststrækninger, hvor is, tåge og ustadigt vejr med uforudsigelige vinde, kunne og ville være udfordringer undervejs.
Og hvad med vores benzin – ville den overhovedet være der? Vi havde haft utroligt store problemer med dårlig russisk benzin, og det havde kostet os dyrt. Sidste efterår var det lykkedes at få fløjet 2000 liter 92 oktan benzin op til Mys Tjelyuskin med en russisk militærhelikopter. Mod betaling af 7.000 dollars. Men var benzinen der i god behold? Vi kunne kun håbe på det bedste, og så måtte vi tage tingene som de kom.
Det mørke øl forsvandt i vores respektive og ligeså mørke svælg. Skummet blev tørret af overskægget og vi tog over til Ole Jørgen og Ann i hendes store strandvejslejlighed, hvor vi havde base et par dage før vi skulle på eventyr.
Adskillige uger senere stod jeg efter en begivenhedsrig sejlads på en øde strand vest for Lena-flodens udmunding i Ishavet og handlede æbler af Bendt Olsen, som var indehaver af Frugtplantagen Karensminde ved Odder. Jeg havde fået 454.500 kr i tilskud fra landdistriktsmidlerne LAG, og jeg vidste nu, at Nordisk Brænderi ville blive en realitet.
Hjemme igen byggede jeg destilleriet op, og fik æblerne i hus. Min Müller pot-still ankom, stedet blev godkendt af de forskellige myndigheder, og jeg kunne gå i gang. Min tyske lærermester Herbert Rösch boede hos mig nogle dage, hvor vi destillerede æbler fra morgen til sen aften. Det var umådeligt lærerig og værdifuld viden jeg her fik af Herbert, som senere blev min mentor og gode ven.
Jeg fandt hurtigt ud af, at gode råvarer, det gode udgangspunkt, var altafgørende for det gode resultat. Og æblerne fra Bendt skuffede ikke. De var uhørt lækre, og velsmagende destillater løb dag efter dag ud af kedlen. Nogle af destillaterne blev fortyndet og filtreret og solgt som eau-de-vier, mens andre destillater blev lagt på egefade til senere brug. Jeg fik blandt andet indkøbt tre 50-liters fade, der havde været brugt til slut-finish på cognac i Frankrig.
Disse blev fyldt med Aroma Æblebrændevin, og lagt til at lagre. Med min fascination af Calvados, lå det lige til højrebenet, at lade noget af brændevinen ligge i mange år. Kun på denne måde, kunne jeg producere Apple Brandy, som smagsmæssigt kunne nærme sig de normannske gudedråber.
Et af disse tre små egefade tømte jeg i sommeren 2017, efter at Bendts Aromaæbler havde hygget sig på fadet i 8 år. Denne lækre og fede brandy er nu fortyndet til 43,9 % vol. og tappet på 69 flasker á 50 cl. Disse flasker kommer udelukkende ud til medlemmerne af Nordisk Klan, og således vil de aldrig kunne købes af andre. Klanmedlemmer får dermed en helt unik – og tør jeg godt sige – virkeligt god smagsoplevelse.
Derfor – glæd dig, hvis du er medlem af klanen. Din Apple Brandy kommer til dig med post primo december.
Læse mere om Nordisk Klan lige her
