15 oktober 2019

The Gin Craze

Billede: Gin Lane af William Hogarth, 1751
The Modern Gin Craze er i fuld gang, og der bliver drukket gin som aldrig før. Ja - sådan da. For godt 250 år siden, blev der i London drukket enorme mængder gin, og forbruget eller rettere misbruget nåede på højden omkring 10 liter pr. person pr. år. Gennem lovgivning, formaninger og måske mest pga. stigende priser på korn, der blev brugt som base for spiritusproduktionen, faldt forbruget efter en årrække - nok ganske godt for folkesundheden.

Perioden kaldes The Gin Craze, og selvom vi i dag befinder os midt i en moderne periode af slagsen, så er det nok mere på nydelse og udvidet horisont indenfor smagsoplevelser, at der kan tales om et nyt Gin Craze, end det er på misbrug af store mængder gin.

Ganske vist har jeg gode venner, som har hylderne så fyldt med alverdens gin-flasker, at det vil få selv den mest velassorterede spiritusforretning til at blegne, men det er jo fordi, de nyder oplevelsen ved nuancer i duft og smag på de ofte utroligt forskellige gin-produkter. Ikke fordi de har et erklæret mål om at tømme flaskerne. I hvert fald ikke alene :-) Nej - de deler gladeligt ud, og nyder at servere overraskelser til gæsterne, hvis verden beriges med nye sanseindtryk.

Gin er en legeplads for voksne. Det er en legeplads for producenter, men også for forbrugere. Og når der er sagt gin, er der også sagt tonic. Gin-tonic. En gudedrik, som er blevet løftet til nye højder de seneste år. Som forbruger kan man her og der og snart alle vegne gå på jagt efter nye gin-tonic oplevelser, og der findes vel ikke en middelstor by med respekt for sig selv, som ikke har et bud på en gin-tonic festival.

Som producent - og selvom jeg også er både nyder og forbruger - så er det som producent, at jeg her vil prøve at dele lidt viden og erfaring ud om gin. I øvrigt vil jeg også henvise til både Iben Diamants og Michael Sperlings utroligt spændende univers af gin og tonic, som formidles fra deres respektive blogs, FB, bøger mv.
Når jeg skal i gang med en ny gin, udspringer den oftest af en idé om smag og duft. Noget jeg har oplevet. Jeg kan i dagevis, og nogle gange ugevis, gå rundt om "den varme grød", mens jeg tænker på mit nye projekt. Det er en vigtig del af min kreative proces, hvor jeg forestiller mig, hvordan de enkelte smagsnuancer vil påvirke hinanden i en gin. Andre gange går det hurtigere, og jeg går i gang med et forsøg lige "fra hoften". Jeg holder meget af vores omgivende natur og derfor er bær og urter fra det nordjyske ofte en del af projektet. En tur i botanikken kan være særdeles inspirerende og forårets dufteksplosioner i skov, mark og hede kan let sætte ideer til nye ginrecepter i gang. Mine rejser i Skandinavien og Arktis har ligeledes sat gang i flere gin-produkter, hvor bær og urter har fundet vej som smagsgivere i min Nordisk Gin serie.

Senest har jeg udviklet en gin til Nordisk Klan, en gin, hvor det er den danske sommers sødlige blomster - mjødurt, tidselblomster og hunderoseblomster - der sammen med traditionelle gin-botanicals udgør smagsuniverset. En gin eksklusivt udviklet til klanmedlemmer, som således kan overraske venner og familie med en unik gin-oplevelse, andre ikke kan få.

Jeg vil gerne opfordre til, at du kære læser af denne blog, dykker ned i gin-tonic universet, og beriger dig selv og andre med nye duft- og smagsoplevelser. Kreativitet og nytænkning indenfor såvel gin som tonic giver et ocean af muligheder, således at en aften sammen med dine gode venner kan tilføres nye dimensioner. SKÅL!
The Gin Craze

Relaterede artikler: