Brændevin

Februar 2020: Hyben-æble likør

Februar 2020: Hyben-æble likør

Hvem kender ikke den forhadte hybenrose, Rosa Rugosa, der nu er dømt ude af vores naturforvaltere? Og ja – den er da ej heller hjemmehørende, men derfor kan den jo godt være skøn og dejlig.

For godt 9 år siden skrev Samvirke en artikel med overskriften ”Sådan bekæmper du den farlige hybenrose”, hvorpå underoverskriften lægger op til et skrækscenarie: ”Roser der dufter, og hyben der smager skønt, hvor skidt kan det være? Meget skidt, for Danmark risikerer at blive indhyllet i et tæt krat af hybenroser, der kvæler alt andet vegetation”.

Det lyder nærmest som noget fra Tornerose, og kan vel få en voksen mand til at
få onde drømme. Naturstyrelsen har smøget ærmerne op, og der bliver manet til kamp mod den nu uønskede gæst, som vi selv inviterede for et par hundrede år siden.

Jeg er nok ikke helt med på denne ”hadets vogn”, da jeg rent faktisk synes ganske godt om den smukke og nyttige indvandrer. Når man afsøger marmeladehylderne
i specialforretninger og supermarkeder, dukker der også lækre hybenmarmelader op, som efter gamle opskrifter er blevet lavet med kærlighed til ”den stikkende gæst”. Lige fra jeg var barn, har jeg nydt mors og senere svigermors sylterier med hyben, der mange gange var spædet op med æbler.

Jeg havde egentlig planlagt en ren hyben-snaps eller hybenlikør til Klanen, men efter at have smagt på den og fundet den for flad og endimensionel i smagen, kom min gode medarbejder og destillatør Jesper Lauridsen med det fremragende forslag at blande hybensnapsen med Stensbæk Skovæblebrændevin.

Min gamle bankdirektør fra Nørresundby Bank, Andreas Rasmussen, som
nu er pensioneret, plukker hvert år store mængder æbler til mig i sin skov ved Vadum. Her er sure, søde, bitre, røde, grønne, gule, små og store æbler, som giver en enestående lækker Æble Eau-de-vie.

Jeg fulgte Jespers idé, og fik dermed lige netop det resultat, som jeg havde drømt om, og det er derfor med stor glæde, jeg kan sende denne unikke Hyben-Æble Brændevin til jer. Smagen er afrundet med rørsukker og er perfekt som ledsager til desserten eller ostebordet – eller brug den som ingrediens i en velkomstcocktail.

Anders Bilgram, Destillatør

Læs næste

November 2019: Apple Brandy
Maj 2022: Brombær-Rom Likør